tirsdag den 28. februar 2017

Selvlukkende æske

Af en eller anden grund, er jeg fortabt i æsker i øjeblikket. Der er virkelig meget, der må prøves :-)

Jeg beklager, men kameraet var ivrigt i aftes, da jeg lavede denne æske, så der kommer MANGE billeder.

Toppen af æsken kan skubbes op, så æsken er åben, eller ned, så den der lukket. Nederst kommer der en liste over hvad der er brugt af materialer, men indtil da, er det tid til at se på tilblivelsen.
Det er bedste at bruge karton uden struktur, dels fordi, så er der ikke noget der knækker, og dels er der en del af æsken. der består af kartonens bagside, og det er de færreste hvor der er struktur på begge sider.


Jeg har brugt et stykke A4 karton. I den verden hvor jeg ikke bare bruger hvad der er lige ved hånden, og de mål der er nemmest at regne med. så havde jeg nok valgt et stykke papir der var 8 ½" bredt i stedet. Der er på den korte led, i målene 2", 4", 6", 8".

Drej papiret 90 grader og scor i 2½", 3",4", 5". Drej papiret 180 grader og scor lige under 2" (læg kartonen op til hjørnet, og skub det så et halvt mellemrum mod højre).

I den smalle stribe skal der klippes lidt ud, scorelinjerne er tegnet op, så det bliver lettere og se hvad der skal fjernes. Der skal også klippes op mellem felterne der kommer til at udgøre bunden. For det pæneste resultat, er der klippet smalle V'er , ved at klippe tæt op af hver side af scorelinjen.

Buk den 3. scorelinje oppefra. Marker midten af hver side, bare med et scoremærke, her er det gjort med kuglepen, for din skyld, det var så ikke så smart, viste det sig senere ;-)
Mærkerne er i målene: 1", 3", 5" og 7".

 Sæt dobbeltklæbende tape på den lange snip, men ikke den korte.

Buk alle scorelinjer, her er æsken vist efter buk, fra ydersiden (Beklager billede kvaliteten)

Og fra indersiden.

Tryk kartonen sammen, så folden med markeringerne af miden af de enkelte sider, er tilgængelig. Klip fra centermærket og til det hjørne der er skråt til venstre for punktet. Hvis det ikke er den yderste side, så klippes der ind langs Scorelinjen, så trekanten fjernes.

Sådan ser det ud fra bagsiden/indersiden. Vend kartonen til den anden side vender opad.

Buk ved den øverste scorelinje, så den øverste bane bukkes ned over de udklippede trekanter. Vær grundig med bone folderen, så du får en klar defineret kant.  Buk også på den lange led, for at få scorelinjerne til at vende den rigtige vej. Igen er det en god ide at være grundig med bone folderen.

På grund af toppen skydes op og ned, er der ikke plads til almindeligt mønsterkarton. Hvis du har noget de er meget tyndt, kan du nok pynte med det, men ellers kan du stemple motiver på siderne. Toppens sider er der ikke pladsudfordringer, så der er der plads til at sætte mønsterpapir/karton.
Her har jeg brugt bladene fra solsikkesættet fra Layered stamps. Så i får lige udviklingen med, under stemplingen. Fordi jeg følte mig modig, er der stemplet i fri hånd.

Et lag mere, ser dejligt ud ikke?

Så lige det sidste lag, der giver de sidste procent fra "tilfreds" til "rigtig glad", jeg havde dog en enkelt lag i et blad der gled for mig, det er bare en del af charmen :-)

På toppen valgte jeg bare at stemple det øverste lag af solsikken, og så ville jeg farvelægge den med tusser, men det var sent, og jeg glemte at bruge den rigtige sværte, til den type tusser jeg ville bruge til farvelægningen.

....så jeg måtte ty til "Wink of Stella", i gul, orange og brun. Det var ikke nogen dårlig erstatning, og det lette strøg af glimmer gav lige lidt ekstra.

Så er det ved at være tid til at samle æsken. Først prøver jeg lige at lukke den sammen, så lukke mekanismen finder sin plads. Inden du går videre, så vær sikker på at den øverste sektion sidder på sin plads, for det er næsten umuligt at vende den ned på plads, når æsken er samlet.

Løfter tapen i hver ende af flappen, så jeg kan komme til enderne fra ydersiden, og trykker forsigtigt flappen ind under siden, når den sidder hvor den skal, trækkes tapens bagside forsigtigt ud.

Her er æsken, efter den er lukket sammen i kroppen.

Prøv først at samle toppen, med flappen ind under den tilstødende side. Der er ikke meget plads at give af, i dette tilfælde, så det er mindre stressende, hvis man lige prøver det af, inden man slår sig løs med lim. På denne flap anbefaler jeg våd lim, så man har lidt ekstra tid til at skubbe det hele på plads.

Når du har limet, er en elastik en super hjælp til holde toppen samlet mens det tørrer.
Så er det tid til at hente kaffe, te eller trøste snack, så limen får lov at sætte sig.

Det er blevet tid til at samle bunden. Start med den side som flappen er limet fast på, derefter siderne ved siden af, og til sidst den modstående side. (Beklager den grynede kvalitet på billedet).

Har du brugt våd lim til bunden, så giv den lige et minut eller 2, til at binde helt fast.

 Æsken fra siden, når den er åben


 Æsken fra toppen, når den er åben.


 Æsken fra toppen, når den er lukket. (og grunden til man ikke skal bruge kuglepen til at markere midten af siden)

Æsken fra siden, når den er lukket.

Lige et kig på mit første forsøg, som er lidt mere teknisk i sin udsmykning.

Jeg regner med at have solsikkeæsken med til Scrap - 3330 i Gørløse, på lørdag (det kræver bare at jeg husker den :-)) Hvis du ikke har siddeplads er der åbent for inspiration og hyggeshopping. Hvis du er rigtig hurtig, kan det være at du kan besætte en af de sidste 2 pladser der er tilbage. Link til Facebook gruppen hvor du kan melde dig til.


-og så lovede jeg en materialeliste:
Karton
Sæt fra Layered stamps
Sværte og hvis det kniber med den rigtige farve, Distress Ink
Wink of Stella
Elastik (fundet i bunden af tasken)
Tandhjul stempelsæt
Dobbeltklæbende tape
Lim eller limstift


God fornøjelse
Ann


torsdag den 16. februar 2017

Lag på lag stempler

Jeg har leget lidt med lag på lag stempler. De er super søde, og har man en "precision stamer", så er det ret let. dog må jeg advare, hvis du prøver at stemple i frihånd, med lag på lag, er det ikke alle stempler der er lige velegnede, mest af alt fordi, jo mere detaljeret det samlede billede er, jo mere pression skal der til, når man stempler.

Det første lag, er som regel bare en farveklat, som her, dette lag er det ikke noget problem at bruge distress ink, hvis du ikke har en passende farve i stempelsværte.

Lag 2 giver skygger, og det er nu muligt at gætte at det er en blomst der kommer ud af anstrengelserne. Dette lag er det også "harmløst" at bruge Distress ink til.

Til disse blomster er der 4 lag, de fleste lag-på-lag stempelsæt er på 3 lag. Da det stadig er skygger der stemples, kan der godt bruges distress ink til dette, men da det er yderkanter, så er det op til dig, om du vil have det lidt mere slørede tryk fra distress farven.

Her er det 4 lag stemplet, men sort, og da støvdragerne her skal stå meget skarpt (ifølge mig), har jeg valgt at bruge en rigtig stempelsværte. Den øverste stengel er stemplet, mens den nederste er tegnet i hånden, da jeg løb ind i lidt pladsproblemer under stemplingen.
Indsnittet kommer vil til lidt senere.

Dette er bagsiden, fra samme stempelsæt er der stemplet lidt grønt.

Her er der bukket om, og derfor indsnittet i kortet, og derved den gode grund til også at stemple på bagsiden. Det røde karton, var en rest, ellers havde det være så stort at der var en fin rød ramme om det hele. De 2 spidste hvide hjørner er lagt op til hjørnerne på det røde kartons højre side, derefter er det trukket et par millimeter til venstre, og der er tegnet med en blød blyant langs kanten, så man har en mulighed, for at se hvilken del af den røde karton der er synlig, og hvor man kan stemple, så det kan ses efter kortet er samlet.

Det færdige kort.

Stemplerne der er brugt, er fra det samme sæt, fra Layered Stamps, undtagen teksten, der blev fundet i tasken.
Stempelsværter der der brugt lidt af hvert,  dog er alle i dette kort, rigtige stempelsværter.
Uundværlig hjælper til stempling, specielt hvis man skal stemple helt præcist, eller vil have en chance for at stemple 2 gange, og ramme helt præcist. 

God fornøjelse.
Ann